I februar 2003 afholder Oriental Dance Festival Copenhagen en workshop samt en gallaforestilling med den egyptisk-fødte Nermine Azzazy, nu bosat i London.

Hvornår og hvordan begyndte du at danse?

Jeg var en af disse irriterende små piger der ved bryllupper fulgte lige i hælene på danseren og imiterede hende hele aftenen. Det drev min mor til vanvid, og min far straffede mig altid bagefter, men jeg var ligeglad. Jeg var så irriterende at hver gang der var bryllup, var folk nødt til at bede mig om en optræden. Efterhånden begyndte de dog at lægge mærke, til at jeg faktisk kunne danse. Jeg blev en lille stjerne i nabolaget, og fra da af var der ingen vej tilbage.

Hvem lærte dig at danse?

Da jeg var 9-10 år fortalte min kusine mig i al hemmelighed, at den berømte danser Hanan var flyttet ind i deres bygning. Hanan og hendes trommeslager øvede i stuen hver eftermiddag, og min kusine havde hørt musikken ude fra haven.

Jeg plejede at tilbringe sommeren i deres hus og denne sommer kunne jeg bare ikke vente til det skulle blive juni. Den første eftermiddag i ferien placerede vi os under Hanans balkon. Vi kunne ikke se meget fra vores skjul, og efterhånden blev hun træt af vores beundrende udråb buskene og inviterede os indenfor. Efter den første dag inviterede Hanan os venligt til at komme tilbage, nok uden at vide hvad hun gik ind til. Næste dag præcis kl 14 stod vi der igen, og fra da af gik vi ikke glip af en eneste dag. Vi indtog et hjørne af stuen og fulgte alle hendes bevægelser minutiøst. Til sidst blev hun af med os ved at klage til min tante, som fortalte det til min far. Det var en frygtelig dag!

Men dette er den måde jeg lærte at danse på: Ved at iagttage store dansere som Fifi Abdo og Sohair Zaki ved bryllupper og se TV shows. Hver søndag i 70’erne fra kl 9 om morgenen til 17 om aftenen var der et "maraton"-program kaldet "El Youm el Maftiouh" med alle stjernerne. Jeg plejede at stå foran fjernsynet hele dagen, og kopiere hvad jeg så.

Ved slutningen af hvert skoleår plejede vi at lave et folklore show for forældrene. Mine lærere havde trænet hos de store folkloretrupper som bla. Reda-gruppen. Vores shows plejede at vise alle de dengang aktuelle Reda-danse. Det var den eneste ting i skolen, jeg var god til, og den eneste ting jeg holdt af.

Da jeg blev ældre gik jeg hos Ibrahim Akef og Mahmoud Reda. Efter jeg forlod mit barndomshjem fik jeg mulighed for at turnere i hele Ægypten og studere dansen med lokale folkloretrupper. Her finder man essensen af folkloredansen.

Hvilke stilarter danser du?

Folklore og Oriental (Baladi og Sharqi), men Oriental er tættest på mit hjerte.

Hvad giver dansen dig ?

Den giver mig et mål i livet. Min mand siger altid for sjov, at jeg er på en mission her i livet. På en måde er det sandt. Jeg ønsker at folk skal se på vores dans som en kunstform og give dansen den respekt, som den fortjener. Jeg bliver meget vred på mennesker, der repræsenterer den dårligt.

Hvor underviser og optræder du?

Jeg har optrådt i 13 år ved forskellige kulturelle events i flere lande og underviser i London og over hele den sydøstlige del af England. Desuden producerer min skole ‘The Contemporary Egyptian Dance School’ regelmæssigt shows. Jeg har desuden koreograferet et antal film og forestillinger i London. For nylig har jeg arbejdet på en film kaldet ‘The Market’ produceret af Steven Lawrence Project, hvor jeg trænede den unge stjerne og koreograferede alle dansene. Den bliver vist på filmfestivaler over hele verden.

Hvad foretrækker du: Undervisning eller optræden?

Jeg holder af begge dele. Undervisning er som at give til andre mennesker og optræden er som at give til en selv. Jeg kan lide at balancere de to, når jeg har muligheden. Men der er en overraskende del af tilfredsstillelse i ren koreografi. Det kan også være andre ting; det at se dans giver mig stadig et kick.

Bliver du stadig nervøs?

Ja, især i forbindelse med en optræden for et "koldt" publikum, der intet ved om dansen. Så bliver jeg ved med at bekymre mig om, hvordan de vil modtage den – vil de sætte pris på den eller ej?

Hvordan forbereder du dig til show og undervisning?

Jeg forbereder min undervisning ved først at udvælge musik og teknik og derefter lave en koreografi til at træne teknikkerne. Hver lektion er skal have et emne at fokusere på, og det ene niveau skal føre videre til det næste.

Forberedelsen til et show er nogenlunde det samme. Jeg starter med at vælge musik og laver koreografierne – trinene og følelserne skal varieres i hver dans. Derefter får jeg kostumer designet, så de passer til dansene. Jeg øver mig meget, men for at give mine optrædener lidt spontanitet, kan jeg godt lide at improvisere på selve dagen.

Hvad er det værste der kan ske under en lektion eller et show?

Det værste der kan ske under en lektion er, at en elev misforstår mine motiver eller er for stolt til at lære. Engang rettede jeg på en elev, der bare manglede det sidste touch for at udføre teknikken perfekt. Jeg havde set hende gøre fremskridt igennem de foregående uger og var meget tilfreds med hende. Uden advarsel brød hun sammen og truede med at forlade klassen, hvis ikke jeg holdt op med at rette på hende hele tiden. Jeg havde meget ondt af hende, særlig fordi hun ikke kunne tage dét sidste trin. De andre elever fik hende dog endeligt overbevist om, at jeg ikke var efter hende, og hun holdt op med at græde. Jeg synes, det er vigtigt at dansere ikke er overbevist om deres egen ufejlbarlighed.

Hvad er dit værste minde om dansen?

Jeg skulle give to workshops og optræde på én dag, den første gang jeg var til en europæisk danse festival. Alt gik galt! Jeg kunne ikke sproget og kom derfor til at undervise det let øvede hold på niveauet for professionelle – arrangørerne havde glemt at fortælle mig, at de havde byttet om på holdene. Den næste workshop var med stok, og jeg var blevet placeret i et lavloftet lokale! Hver gang vi svingede stokkene faldt noget af loftet ned. Sidst men ikke mindst opdagede jeg lige før jeg skulle optræde, at mit kostume var krympet efter at have været til rensning. Slidserne gik helt op til taljen! Jeg var nødt til at dække mit undertøj med et perletørklæde. Omklædningsrummet lå meget langt fra scenen, og da det var min tur til at optræde, glemte arrangørerne at fortælle mig det. Heldigvis hørte jeg min musik gå i gang og spænede gennem publikum og kravlede op på scenen. Da jeg så videoen fra showet, var det som at se en gammel Charlie Chaplin film, hvor alt går meget hurtigt.

Hvad er dit bedste minde om dansen?

Det var da jeg skulle optræde ved "The Africa Day" arrangeret af South Africa High Commission i London. Både den egyptiske og flere nordafrikanske ambassadører var tilskuere. Efter showet kom en af de egyptiske diplomater over til mig og lykønskede mig. Han fortalte mig at vores ambassadør havde en meget negativ holdning til Raqs Sharqi. Før showet var han nervøs og forventede at blive flov over min optræden. Men efter showet havde han sagt "Jeg vidste ikke, at vores dans kunne være en kunstart på linie med flamenco og andre danseformer".

Hvem er dine yndlingsdansere?

Mine favoritter er alle fra 40’erne.

Nabawyia Moustapha for hendes hede temperament som hun projicerede ind i hendes dans sammen med hendes blide natur. Hun havde store sving i hofterne, men var altid graciøs på scenen.

Nameat Moukhtar for hendes indviklede små hoftebevægelser og store kontrol. Hun repræsenterer idealet for en Sharqi danser for mange.

Naema Akef for alt, men særlig hendes trin og den måde som hun brugte scenen på.

Efter min mening er Fifi Abdo den bedste baladidanser i vores tid.

Disse dansere deler alle to ting: en stærk personlighed, der skinnede klart igennem i deres dans og en kærlighed til dansen. De dansede ikke for at vise deres seksualitet, men viste andre og mere raffinerede følelser.

Hvor længe har du boet i England og hvorfor flyttede du til London?

Jeg har boet i England siden 1995. Der er flere grunde til at jeg flyttede hertil. En af de vigtigste var, at jeg ville væk fra den foragt, der omgiver dansere i Egypten. Selvom egypterne er meget stolte af deres traditionelle dans, har de stadig et problem med idéen om kvinder, der danser professionelt og ikke kun som hobby. Det er dobbeltmoralsk. Idéen om at kvinder tjener penge ved at bruge deres kroppe er stadig et tabu for egypterne. Det er en meget regressiv attitude. Selv om der stadig vil være penge og berømmelse for dansere i Egypten, vil vi ikke se en ny generation af sande dygtige egyptiske dansere før samfundet ændrer attituden mod dansere.

Hvordan er scenen for orientalsk dans i London?